+4542679011 bryllupslog@gmail.com

Brudekjolen og bryllupstøjet

Brudekjolen blev købt i butik Aascar. Jeg syntes ikke jeg havde tid og mulighed for at rive en dag ud af kalenderen for at se på brudekjoler i f.eks. København. Mine veninder bor på Fyn og jeg mente det ville være lidt for meget at bede en eller flere af dem tage til Sjælland for at hjælpe mig med købet. Jeg valgte i stedet at checke de nærmeste større byer og fandt denne lille butik i Slagelse, hvor jeg bare tog ind for at kigge en eftermiddag efter arbejde.

Læs mere om bryllupsplanlægning

sommer bryllup

Jeg havde selv en idé om, hvordan kjolen skulle se ud for at passe til mig – og jeg fandt med det samme en model der lignede utrolig meget. Jeg prøvede også en anden kjole, som var helt anderledes i stilen. Jeg kunne simpelthen ikke tage beslutningen med det samme, men vendte tilbage efter nogle dage og prøvede dem begge igen – og valgte så at følge min første indskydelse. Det har jeg aldrig fortrudt. Designeren tog mål til kjolen – denne model var hendes egen og skulle derfor sys specielt til mig. Jeg var ikke i tvivl om stoffet: cremefarvet silkebrokade. I alt fem gange prøvede jeg kjolen inden den sad perfekt. Hver eneste gang fik jeg en suveræn betjening,  fulgt op af gode råd og den beundring mine veninder var afskåret fra at give mig…. Tak, til brudekjoledesigneren for din professionelle og meget personlige betjening – held og lykke med babyen.

bryllupsfotograf i Aarhus

Gommen’s tøj

Gommen’s tøj købte vi i Mr. i Næstvedcenteret. Også her fik vi en kompetent og god betjening. Jens prøvede flere forskellige sæt. Udgangspunktet var, at tøjet også skulle kunne bruges bagefter, det måtte gerne skille sig lidt ud fra almindeligt bryllupstøj og skjorten måtte ikke være hvid..  Det parameter var ekspedienten straks med på. Da jakke og bukser var fundet, kom den unge mand med skjorte og slips og vi var ikke i tvivl, da Jens havde fået det på. Alt sammen i en meget lækker kvalitet. Tøjet var fundet! 

Lingeri

Da kjolen var valgt gik jeg på jagt efter tilbehøret. Selvfølgelig skulle der silke og blonder inderst. På grund af kjolens rygudskæring skulle bh’en nødvendigvis være selvsiddende, men turde jeg stole på at den blev siddende på plads hele dagen?
Stor var min glæde derfor, da jeg i butik Chico i Slagelse fandt et meget smukt sæt, hvor stropperne kunne flyttes så de gik op om nakken, i stedet for om skuldrene.
Sættet var fra Valisere – cremefarvet og meget, meget yndigt. Selvsiddende strømper, også i silke, og et sødt cremefarvet strømpebånd. Jeg følte mig rigtig godt tilpas i det hele – og helt tryg ved, at det hele blev dér hvor det skulle – hele dagen.

Gommens’ ”lingeri” måtte naturligvis også gerne være lidt specielt i dagens anledning. Nogle uger forinden havde jeg spurgt forsigtigt til, om han ikke skulle ud at kigge lidt, men han havde masser af tid. Dagen før skulle han pludselig ned at handle og da jeg spurgte hvad han skulle sagde han at ”det vil du ikke vide, for så får du stress”. Det var derfor ikke svært at gætte at  undertøjskøbet var udskudt til sidste øjeblik. Heldigvis havde butikken udvalget i orden og han fandt et par utroligt lækre og meget velsiddende tights. Behagelige at have på – og skønne at røre ved! 

Hår og make-up

I god tid forinden planlagde min frisør og jeg bryllupsfrisuren. Mit korte hår gav mig nogle spekulationer – hvordan kunne det komme til at se flot ud, og sidde lidt anderledes end det plejer??? Jeg kunne ikke se mulighederne, men Betina – frisøren – var meget optimistisk og havde flere gode forslag, som hun viste mig. Jeg lod håret gro så meget som muligt, fik kun lige klippet spidserne et par gange. 10 dage før brylluppet fik jeg håret farvet, så det ikke så alt for ”nyt” ud. Langt om længe havde jeg besluttet mig for, at hår-pynten skulle bestå af friske blomster, men hvilke? Blomsterbinderen havde bedt om, at jeg valgte blomster med en forholdsvis hård stilk – de var lettere at sætte i håret. Jeg tog en snak med blomsterforretningen – der også skulle binde brudebuketten.  De foreslog små buketroser, men jeg kunne ikke få farven at vide – det ville afsløre for meget om brudebuketten. De kiggede blot meget intenst på min hårfarve…

Skal du bruge en professionel bryllup fotograf?

Selve håropsætningen endte med at blive en gyser.

Ikke på grund af resultatet, det blev rigtig flot, men på grund af tiden!!! Jeg overvejede længe, om jeg skulle gå til kosmetolog og få lagt bryllupsmake’up. På den ene side kunne det da være dejligt at blive forkælet en times tid på den store dag. På den anden side, hvad nu hvis jeg ikke var tilfreds med resultatet?

Løsningen gav næsten sig selv. 

Nogle uger før brylluppet fik Matas i Sorø besøg af en konsulent fra Christian Dior. Jeg bestilte en tid og fik en time med masser af gode råd og en flot make-up.  Konsulenten lavede et kort til mig, med de produkter hun havde brugt, og numrene på dem. Så kunne jeg i ro og mag købe det jeg havde brug for og i det tempo jeg selv syntes. Samtidig havde jeg god tid til at ”øve mig” i bryllupsmake-up’en. Dagen før brylluppet havde jeg bestilt tid hos en kosmetolog til retning af bryn og en manicure. Jeg medbragte selv neglelakken – så var jeg sikker på, den passede til min make-up. Det endte med, at jeg forlod forretningen “før tid”.  Jeg havde simpelthen ikke tålmodighed til at sidde stille og vente på at lakken skulle tørre. Hun lagde det første lag, der tørrede mens hun rettede bryn og så lagde jeg selv det sidste lag da jeg kom hjem. Jeg var fuldt ud tilfreds med det færdige resultat, både med ansigt og negle.

Brudebuketten

Brudebuketten

Vi havde talt lidt om hvordan brudebuketten skulle se ud, men ellers havde jeg bedt om, at den skulle være en overraskelse.  Jeg ville gerne have en “vilter” buket og Jens kender mig så godt, at han vidste, at jeg godt kan lide blomster i mange – og klare – farver. Buketten domineredes af de orange calaer, men der var mange forskellige blomster i den. Blomsterbinderen havde placeret en snegl på et af de store blade. Jeg kender ikke den specielle betydning, men for mig symboliserede den: gå langsomt og tag den med ro – nyd det!

Jeg synes, at buketten er den smukkeste jeg har set!

De små orange buketroser gik igen i hårpynt, brudebuket og borddekorationer – det havde blomsterforretningen sørget for. Alt var holdt i samme stil og fortæller om fordelen ved at koordinere de forskellige ting – eller finde en forretning der selv gør det!

Indbydelser og bordkort m.m.

Indbydelserne, bordkortene og kirkeprogrammet gav vi fuldstændigt samme layout. Gule sider med grønt omslag i “genbrugspapir”, holdt sammen af bast. Teksten på forsiden var brændt i kanten inden det blev limet på. 

Straks efter at bryllupsdatoen var fastsat kontaktede vi Restaurant Støvlet Katrines Hus,  hvor vi gerne ville holde festen. Heldigvis havde de plads til os. Midt i marts måned var vi på besøg i restauranten første gang, hvor vi talte os lidt ind på hinanden over en kop kaffe. Hvad kunne vi tænke os, hvilke forslag havde han, priser, borddækning, blomster o.s.v. Stedet gav sig rigtig god tid og vi fik forslagene med hjem til nærmere studier. 3 uger før festen mødtes vi igen, hvor vi besluttede os for menuen og vinene.  Dessertvinen var vi i tvivl om, vi kendte ikke den han foreslog, og straks stod han der med flasken,  vi skulle selvfølgelig smage den før vi besluttede os. Vi glædede os allerede til middagen, vi syntes vi havde truffet nogle gode beslutninger. Tak for god service og rådgivning. Efter middagen og en kop kaffe skulle festen fortsætte hjemme hos os selv.  Her skulle natmaden også serveres og vi havde derfor fået en veninde til at være “hus-alf” hjemme hos os.

Menuen

  • Ovnbagt lyssej med gratineret laksemousseline på safransmør
  • Oksefilet med balsamicobagte rødløg, grøntsagsterrine og østershattesauce
  • Valnøddekage med nougatcreme på citruskompot med appelsinsorbet
  • Kaffe med petit four
  • Natmad: Diverse pålæg, lidt lunt og ost.

Vine

  • Château Queyret-Pouillet Entre deux Mers
  • Canaletto, Montepulciano d’Abruzzo, Casa Girelli
  • Moscato d’Asti

Aftenen før:

Mentalt havde vi nok indstillet os på, at vores bryllupsdag ville begynde så småt allerede om fredagen. Vi havde aftalt med min veninde, gommens bedste ven, – der også skulle være forlover, at de skulle komme fredag i løbet af eftermiddagen for at hjælpe os færdige med de sidste ting. Det var vigtigt for os, og måske for mig især, at vi ikke havde en hel masse,  der skulle klares lørdag formiddag. Da ville jeg kunne slappe af og koncentrere mig fuldstændig om vores bryllup.

Vi fik ordnet de sidste praktiske ting og indviede de 2 i vores detaljerede planer for bryllupsdagen: hvem/hvad/hvornår.  Jo flere vi var om det, jo lettere ville det blive for gommen og jeg at kunne nyde dagen fuldt ud. Vi havde en rigtig hyggelig aften, hvor vi fik snakket om både stort og småt. Det var en god bagage at have med næste dag.

Selvom traditionen foreskriver, at man tilbringer natten før sit bryllup hver for sig, var det nu utænkeligt for os. Det ville have været underligt, når vi har sovet sammen hver nat og har gjort det længe, at vi ikke netop denne nat skulle falde i søvn hos hinanden.  Glade og forventningsfulde gik vi i seng og fandt trygheden og roen sammen.

Læs mere om bryllupsplanlægning her